Bevidningsbreve 

Flere respekterede praktikere og metodikere arbejder i disse år med bevidningsbreve – breve skrevet af behandleren til barnet, som afslutning på et forløb. Det er ikke min idé, men den er ikke mindre genial af den grund. 

Et bevidningsbrev fungerer som et lille stykke relationel arkæologi: et dokument over, at mødet har fundet sted, og at barnet har sat spor. Brevet er ikke et referat af indsatsen, men en bevidning af, hvordan barnet blev mødt, hvad der blev delt, og hvad behandleren tager med sig videre. 

Jeg skrev fornyligt: 

Kære L 

Jeg har tænkt meget på dine tegninger. Jeg lagde særligt mærke til, hvordan du hver gang kiggede lidt ud af vinduet, før du valgte farven. Det var som om, du lige mærkede efter, hvilket vejr der var indeni dig den dag. 

Jeg husker den første tegning – den blå med regnen. Og jeg husker, hvordan du senere sagde, at gul var, når nogen gad vente, til du selv var klar. Tak fordi du inviterede mig med i det vejrskifte. Det var en skønt at få lov at sidde dér, mens solen så småt fandt vej gennem skyerne. 

Den dag, du tegnede både blå og gul på samme papir, så jeg noget helt særligt hos dig: modet til at have begge dele på én gang. At det godt må regne, selv når man er glad. Det er en klogskab, mange voksne stadig øver sig i. 

Jeg kommer til at tænke på dig, når jeg ser blandet vejr. 

Tak fordi du lærte mig noget om tålmodighed – og om, hvordan farver kan tale 

Kærlig hilsen 
Kristina – hende damen i kommunen 😊med de underlige øreringe