Dengang da jeg var lille – familiebehandling i børnehøjde

Udgivelse: januar 2026 

En poetisk og fagligt forankret fortælling om familiebehandling, børnesyn og det relationelle arbejde i en målstyret virkelighed. 
Bogen bevæger sig mellem erindring, teori og praksis — fra barndommens landskaber til forvaltningsmøder, fra traumeviden til legens betydning, fra systemblik til børneperspektiv. 

Forord:  

”……I mere end to årtier har jeg arbejdet med børn og familier i udsathed – i praksis, i ledelse og i udviklingen af pædagogiske og psykologisk funderede indsatser. 
Min faglige baggrund er formet af mange års erfaring som familiebehandler og supervisor – og af møder med mennesker, som hver dag har mindet mig om, hvad relation, håb og modstand betyder, når livet er svært. Min erfaring har lært mig, at arbejdet med børn og familier ikke alene handler om at forstå adfærd, men om at forstå sammenhænge – hvordan oplevelser, relationer og fortællinger væver sig ind i hinanden og bliver til meningsskabelse.  
Det er i spændingsfeltet mellem system og menneske, metodik og erfaring, vores egentlige faglighed viser sig. 
Her er det undervejs blevet tydeligt for mig, at det vigtigste redskab, vi som professionelle har, er os selv – vores evne til at være til stede, være nysgerrige og blive i det, der gør ondt, lidt længere end det er komfortabelt. Alt det i kombination med metode og teori på vores område. For når alt dette er tilstede i en samklang, er det min erfaring, at det maksimale potentiale for at skabe forandring og udvikling for børnene og deres familier, er der.  

Jeg tror på, at inddragelse af barnets stemme er kernen i alt meningsfuldt arbejde med børn og deres familier. Ikke som et punkt i en handleplan, men som en etisk forpligtigelse.  
Børn skal ikke blot forstås – de skal høres, mærkes og inddrages som aktive deltagere i deres eget liv, herunder også i de behandlingsforløb som kommuner stiller til rådighed for dem, når livet er svært.  
Inddragelse er ikke noget, vi gør for børnene. Det er noget, vi gør med dem. 

Denne bog er skrevet som et bidrag til den forståelse. 
Den udspringer af et ønske om at forene det faglige og det menneskelige – fordi børn lever i fortællinger, og fordi vi som fagprofessionelle har et ansvar for, hvordan disse fortællinger bliver fortalt. 

For mig begynder afstemt familiearbejde i relationen – dér, hvor metode og menneskelighed mødes, og omsorg bliver en professionel handling med retning.  

Dengang da jeg var lille boede jeg bag mure af brun mursten, i et lejlighedskompleks hvor dagene fulgte regler, rækkefølge og voksne stemmer, der vidste, hvordan jeg skulle være. 
Jeg boede dér, længe før jeg vidste, at det en dag skulle blive mit arbejde at lytte til børn. - Inde i min fantasi fandtes et andet sted – et hus hvor gulvene knirkede af eventyr, og vinduerne stod på klem, så jeg kunne trække vejret, når verden blev for svær. Jeg har levet begge steder. Det gør jeg stadig. Det ene holder styr på mødetider, referater og strategier. Det andet minder mig om, hvorfor mit fag findes – og hvorfor det betyder noget: Jeg tror på børn og på deres stemme, deres fantasi og deres oprør. 

I Danmark er vi heldige. 
Vi har et system, der gerne vil hjælpe – et system, der kan bygge broer og holde hånden under dem, der vakler. 
Men vi skal være varsomme, når systemet bliver for optaget af at måle, hvem der passer ind, og hvem der ikke gør.  
For børn passer ind– Nogle af dem, har bare endnu ikke mødt nogen, der kunne rumme alt det, de rummer. 

Måske handler arbejdet med børn og familier slet ikke om at opfinde noget nyt. 
Måske handler det om at huske det, vi allerede ved, når vi tør mærke efter: 
At relationer ikke kan standardiseres. 
At nærvær ikke kan måles i et skema. 
At børn ikke skal passes ind – vi skal folde os ud sammen med dem. 

Måske er det så enkelt – og så svært – som at turde sige: 

“Velkommen. Kom bare som du er. Jeg skal nok tage imod dig – også når du slår smut og råber højt og ikke vil snakke. Jeg bliver her alligevel.” 

Så lad os tage huset, bygget med fantasi med ind i systemet. 
Bare lidt. 
Lad os åbne et vindue. Lade det trække. 
Lad os være voksne, der ikke er bange for at lege – 
og professionelle, der tør være mennesker. 

Og hvis nogen spørger dig, hvad familiebehandling er, så forklar det sådan:  

“Det er, når voksne leger alvorligt og lytter med hjertet.” 

Denne bog er min håndsrækning til børnene, der stadig sidder under borde og opfanger stemninger med hele kroppen – 
og til de voksne, der måske har glemt, hvordan man lytter med mere end ørerne. 
For at minde os om, at det nænsomme blik ikke er en luksus, men en nødvendighed i arbejdet med de mest sårbare. 

At arbejdet med børn og familier i børnehøjde begynder med, at vi sætter os i øjenhøjde – 
og tør blive dér lidt længere, end det er komfortabelt.” 

Uddrag af bogen ”dengang da jeg var lille – familiebehandling i børnehøjde” 

om dobbeltsyn og professionel dømmekraft i en målstyret virkelighed.  

”……Der er dage, hvor jeg føler mig som en diplomat i spidse sko. Og så er der dage, hvor jeg står midt i samtalerummet i mine glimmer-lyserøde cirkusbukser og forsøger at balancere på linen mellem systemets krav og barnets behov. Jeg har vænnet mig til at danse på den streg. Nogle gange i takt. Andre gange med et lidt skævt trin, der føles mere ærligt. 

Systemets stemme: 
"Er der progression? Er målene opfyldt? Hvor er dokumentationen? Hvornår afslutter vi forløbet?" 

Min indre stemme: 
"Vi nåede det punkt, hvor barnet turde lægge hovedet i mit skød og græde. Skal jeg skrive det under ’indsatsmål 2.3’?" 

Når jeg sidder i møde med forvaltningen, mærker jeg, hvordan mit nervesystem forsøger at holde balancen mellem ydmyghed og modstand. De taler om effekt. Om varighed. Om økonomi. Jeg taler om det blik, barnet gav mig, da hun opdagede, at jeg kunne holde til hendes vrede. Vi taler om det samme – og slet ikke. 

Vi er del af et system, der kræver retning, resultater og rapporter. Jeg forstår det. Vi forvalter ikke bare omsorg, men også penge, ansvar og lovgivning. Jeg har stået på begge sider af bordet – som familiebehandler og som leder – og mærket, hvordan systemet kan være både nødvendigt og umenneskeligt på én gang. 

Nogle dage føles det som at skrive poesi med et Excel-ark. 

Systemets stemme: 
"Vi skal kunne vise, hvad vi gør. At det virker." 

Min indre stemme: 
"Men det, der virker, kan ikke altid vises. Og det, der kan vises, virker ikke altid." 

Jeg tror på, at det er muligt at være loyal mod systemet og samtidig tro mod barnet. Men det kræver træning i dobbeltsyn. At kunne se med både strukturelt blik og relationsbriller. Det kræver, at vi forstår systemets nødvendighed uden at lade det tage styringen i samtalerummet. At vi lærer at sige: “Ja, jeg skal dokumentere – men ikke på bekostning af det levende i mødet”  

Dobbeltsyn og det paradoksale ansvar 

Dobbeltsyn er en faglig muskel. En måde at se verden på, hvor man ikke vælger mellem det politiske og det personlige, men bærer begge i kroppen. Det er evnen til at være systemloyal og barneloyal på én gang. Til at stå i krydsfeltet uden at blive revet over. 

Dobbeltsyn handler ikke om at tale med to tunger, men om at tale fra to virkeligheder. At holde balancen mellem lovgivning og liv, mellem handleplan og håb. 

Det fører os ind i det, jeg kalder det paradoksale ansvar. For vi forvalter ikke bare børn og familier – vi forvalter også systemets tillid. Vi skal kunne redegøre, men også resonere. Vi skal være tydelige – og samtidig tilgængelige for det, der ikke lader sig tæmme i tabeller. 

Vi har ansvar i begge retninger: 

Opad i systemet, hvor vi skal kunne forklare og måle. 

Og nedad i relationen, hvor vi skal kunne mærke og rumme. 

At leve med dette paradoks kræver ikke kun faglighed. Det kræver mod. Etisk forankret mod. Og måske lidt humor og glimmer – når det hele bliver for stramt. 

Jeg skriver ikke dette for at stille mig udenfor systemet, men for at tale fra det sted, hvor det banker mest levende: i praksis. I mødet med børn, forældre, kolleger, tvivl, skemaer og hjerter. 

Hvis vi skal sikre kvalitet i det relationelle arbejde, må vi turde tale om det, der ikke kan måles. Vi må insistere på, at nærvær og dømmekraft er faglighed – ikke luksus. At den, der tør være i tvivl, ofte er den mest kompetente. At dokumentation ikke må blive en erstatning for dialog. 

Jeg tror på, at det er muligt. At vi kan udvikle systemer, hvor hjernen og hjertet arbejder sammen. Hvor data og drømme får lige plads. Hvor vi ikke skal vælge mellem ansvar og autenticitet, men kan træde frem med glimmer-lyserøde cirkusbukser og professionel integritet – på én gang. 

Det kræver, at vi ikke kun spørger: 
“Virker det?” 
Men også: 
“Virker det for barnet?” 
At vi ikke kun spørger: 
“Er det dokumenteret?” 
Men også: 
“Er det menneskeligt?” 

Jeg har ikke alle svarene. 
Men jeg tror på, at når vi tør stille de spørgsmål – og gøre det højt, sammen – så bevæger vi os ikke væk fra systemet, men dybere ind i dets formål.  
 

Tillid og kontrol 

Tryghed er en sjælden valuta i familiebehandling.Den gives sjældent frivilligt – og aldrig ubetinget. 
som tidligere beskrevet arver vi ind i mellem mistroens efterslæb, når vi træder ind i familiernes liv. 

Min erfaring er, at tillid skal bygges lag på lag, som tynde lag fernis på ru overflader. 
Men systemet, vi arbejder i, har travlt. Det skal registrere, dokumentere, retfærdiggøre. 

Vi må altså turde stå dér – mellem det relationelle og det regulerende, fordi vi ved, at forandring ikke sker, fordi vi måler den. - Den sker, når nogen tør se og blive set. 
Men alligevel beder vi forældre underskrive samtykkeformularer, imens vi forsøger at bevare blikket og vi registrerer kontakt og alliance som indikatorer –selvom vi godt ved, at den ægte tillid ikke lader sig kvantificere. 

Vi arbejder i en praksis, hvor kontrolmekanismer og tillidsrelationer lever side om side – 
og nogle dage føles det som at balancere på en line, spændt ud mellem to siloer. 
At arbejde relationelt i et kontrolpræget system kræver dobbeltblik, faglig forankring – og mod. 

Det samskabende og systemiske møde med familien 

I det kommunale Danmark er samskabelse nærmest blevet et mantra — en politisk vision, som alle på børne- og ungeområdet nikker genkendende til. Man kan næsten ikke finde en kommune, hvor ikke samarbejde, fællesskab og inddragelse står skrevet med fine ord på plakater, strategier og handleplaner. Det lyder smukt og rigtigt: At vi sammen med familien skaber vejen frem, at vi tager barnets stemme alvorligt, og at vi løfter i flok for at gøre en forskel. 

Men når man træder ned fra taler og strategier og ind i de konkrete møder, ser billedet anderledes ud. For samskabelse er ikke noget, man bare erklærer; det er noget, man sammen bygger. Det kræver tid, tillid og tilstedeværelse. Det kræver, at vi tør lægge vores professionelle roller lidt til side og møde barnet og familien som hele mennesker — med alt det usagte, det uvisse og det, der ikke altid passer ind i systemets kasser. 

Det er her, de professionelle, både myndighedsrådgivere og familiebehandlere, bærer et fælles ansvar. Vi har alle vores pres og vores begrænsninger, men vi deler en opgave: At være brobyggere mellem systemets nødvendige struktur og det menneskelige møde, hvor forandring kan begynde. Myndighedsrådgiverne – mennesker med ansvar og et tungt afsæt i lovgivning og beslutninger – står ikke alene. Vi er sammen om at skabe det rum, hvor barnet og familien kan træde frem som mere end en sag, mere end en kategori. 

I praksis betyder det at insistere på tid til dialog, på refleksion over det, der ikke kan vejes og måles. Det betyder at lytte efter barnets stemme, selv når den er stille. Det betyder at bygge bro mellem de krav, systemet stiller, og den virkelighed, barnet og familien lever i. 

Det kræver mod at sige: Vi kan ikke alt. Vi har brug for hinanden. Og vigtigst af alt: Vi har brug for at forstå, at kvalitet i vores arbejde ikke kun findes i det, vi kan dokumentere, men i det vi mærker, når vi er sammen med barnet og familien. 

For det er i denne fælles proces, i samskabelsens virkelighed – mellem ideal og hverdag – at vi finder vejen til ægte forandring. 

Det, der i sidste ende betyder mest, er barnets oplevelse af at blive set og hørt som menneske — ikke som en sag eller et nummer i et system. Relationens kraft kan åbne døre, som skemaer og procedurer ikke når. Når vi insisterer på at skabe rum for den stemme og den relation, baner vi vejen for, at familier kan tage ejerskab over deres egen rejse — også midt i systemets kompleksitet. Samskabelse er ikke kun et politisk slogan, men en levende praksis, der kræver nærvær, mod og fælles ansvar. 

Det er i mødet med barnet, i det øjeblik hvor vi virkelig lytter, at forandring bliver mulig. Og det ansvar – det bærer vi alle sammen.” 

De 3 modeller (KJE) 

KIRSTEN, JONAS og EFTERKLANG udgør tilsammen et samlet refleksionskredsløb i socialpædagogisk og behandlingsfaglig praksis. De repræsenterer tre perspektiver, der tilsammen skulle bidrage til et refleksivt loop som indeholder barnets perspektiv, metode og behandlerens eget refleksive ståsted i indsatsen.   

KIRSTEN hjælper os med at rette blikket mod relationen i praksis – den konkrete kontakt, inddragelsen, sansningen og etikkens rolle i mødet med barnet og familien. 
JONAS giver barnet stemme og gyldighed i egen proces og er med til at sikre evaluering som gør det muligt at arbejde systematisk med børns oplevede mening.  
EFTERKLANG vender blikket indad og udad på én gang – mod vores egne resonanser, værdier og etiske ståsted, og mod den klang, vores arbejde efterlader i relationerne.  

Sammen skaber modellerne en refleksiv bevægelse, hvor vi kontinuerligt kan justere os selv og vores praksis: 

• Fra KIRSTEN får vi sprog for kvaliteten i mødet. 

• Gennem JONAS får vi børnenes stemme som pejlemærke. 

• Med EFTERKLANG sikrer vi faglig integritet og etisk bevidsthed. 

Denne treenighed af modeller kan understøtte grundlag for en refleksionskultur, hvor faglig udvikling, etik og relationel kvalitet forbliver forbundne. De hjælper os til at arbejde struktureret med kompleksitet – uden at forsimple – og til at holde fast i vores menneskesyn og metode, med barnet i centrum.