Når magt bliver løsningen: En kommentar til regeringens udspil om magtanvendelse i skolen

Regeringens nye udspil om øget mulighed for magtindgriben i skoler rejser en række spørgsmål, som hverken skolepraksis, børnelovgivning eller forskning kan ignorere.For hvad er det egentlig, vi siger til børn, når vi håndterer dem med magt? Og hvordan forventer vi, at et klassefællesskab reagerer, når utryghed bliver en legitim pædagogisk strategi?Skal elever med uønsket adfærd ekskluderes? Hvor skal de i så fald hen? Og vigtigst af alt: skal vi reagere på symptomet – adfærden – eller være nysgerrige på årsagerne bag den? Jeg mener, uden tøven, at det sidste er den professionelle vej.

Et børnesyn under pres

Undervisningsministeren understreger, at autoritet og respekt skal tilbage i skolen. Men hvad med respekten for børnenes oplevelser? Hvad med vores lovgivning, som tydeligt taler om børns inddragelse? Vi står i en tid, hvor netop dette blik – barnets perspektiv, barnets stemme – burde være selve fundamentet for vores handlinger.

I min optik mangler der handlerum, tid og blik for det enkelte barns indre fortælling. Den fortælling, der næsten altid rummer årsagen til den adfærd, vi så let forveksler med intention. For hvad sker der i et barn, når det mødes med magt? Hvad gør det ved nervesystemet, ved selvforståelsen, ved relationerne i et klassefællesskab? Jeg frygter, at stilheden vil brede sig – ikke som udtryk for respekt, men som udtryk for frygt. Og at netop de børn, der har det sværest, vil blive endnu mere marginaliserede.

Barnets intentioner – og de voksnes ansvar

Jeg har lyttet til børn i mere end tyve år – de mest udsatte af dem, endda. Jeg har endnu til gode at møde et barn, hvis intention var at ødelægge et fællesskab. Men jeg har mødt mange børn, hvis adfærd kunne se sådan ud, hvis ikke man ser godt efter.

Jeg har også mødt lærere og pædagoger, som gennem pres, afmagt eller systemkrav har ramt deres metodeloft. Det er menneskeligt. Det er vigtigt at tale om. Men børnene må aldrig betale prisen for det. Når professionelle voksne rammer muren, er det systemet – ikke barnet – der skal forandres.

Derfor bør vi ikke nøjes med en ramme for inklusion. Vi skal definere, hvad inklusion indeholder. Hvilken metode, hvilken etik, hvilken nærhed. Og ja – hvor meget tid.

Når voksne larmer mere end børn

Det er desværre min erfaring, at det ikke kun er børn, der “larmer”. Mange professionelle voksne gør det samme – med stemme, mimik, krop. Det er ikke godt for et barns nervesystem, og det er ikke godt for nogen mennesker, egentlig.

Alternativet? Regulering. Metode. Etik. Og ikke mindst: relationel forståelse.

Et andet spor: regulering gennem nærvær

Hvordan kunne en professionel tilgang se ud? Jeg har et bud.

Når børn lyttes til – reelt lyttes til – falder tempoet automatisk. Vi får plads til at se intentionerne bag handlingerne. Hovedopgaven bliver at hjælpe barnet med at regulere sig tilbage i ro. En ad gangen. Med roligt stemmeleje, nærvær, og små narrativer, der kan udfordre barnets oplevelse af situationen og støtte det i at genfinde sig selv.

Det virker. Det ved vi fra forskning, fra praksis, fra børns egne fortællinger.

Og derfor bør regeringen lytte til eksperterne, til forskningen – og til børnene. For vi lever i en tid, hvor børns levede erfaringer, stemmer og behov må anskues på lige fod med voksnes. Små børn har brug for afstemning og alderssvarende afledninger. Større børn har brug for en professionel, der ser dem – ikke kontrollerer dem.

At håndtere børn med magt er ikke et tegn på professionalisme. Det er et tegn på mangel på den.